Den hvide schæfer kan føres lang tilbage, den er set som født i et kuld blandt farvede schæfere, men denne race blev set som en fejl og blev derfor ofte ikke registreret eller i værste fald aflivet.

I omkring 125 år har forskellige opdrættere arbejdet på at sikre racetypiske hvide schæfere.
Første gang den hvide schæfer optræder og vises frem var så vidt man ved udstillingen i Hannover-showet i 1882. Det var Baron Von Knigge der udstillede sin gråhvide Kiraso (født 1878) og sin helt hvide schæfer Greif. Den Hvide Schæfer ses igen på udstilling i 1987 hvor Greif blev udstillet sammen med Greifa og Greif II.

En hver Tysk Schæferhund som kan føre sine rødder tilbage til den første officielle renavlede Tyske Schæfer Horand, som var farvet, siges at have mindst en hvid ane i sin stamtavle og i sin genetiske blodlinie.
Man har fundet ud af at Horands mor, Lene Sparwasser, var 50 % hvid. Horands morfar Greif var hvid. Eftersom Horands mor var 50 %, så indebære det at Horand og hans bror Luchs var bære af det hvide gen, og der er derfor at der kan forekomme hvide schæfere i et farvet kuld hvalpe, altså generne ligger hos den farvede schæfer hund.
Max E. von Stephanitz, der ofte kaldes "far til racen" (1864-1936) fastlagde den første standard for schæferen. Han brugte sin hanhund Horand von Grafrath (også kaldet Hektor Linksrhein, Horand var afkom af Kastor og Lene Sparwasser) i sit avlsprogram og flere af Horand von Grafraths afkom var hvide.
Max E. von Stephanitz har gennem årene skrevet mange afhandlinger om den hvide schæfer. I 1908 skrev han, at påstandene om at én farve på Tyske Schæferhunde – inklusiv hvid – skulle være bedre end andre er ren sludder. Han fastslog at farvevalget ikke skulle være fastlagt i standarden, men være op til den enkelte opdrætter.
Farverne i de første Tyske Schæfere spændte fra ren sort gennem ulvegrå over multifarve og til snehvid.

Den 22. april 1899 blev "Den Tyske Schæferhundeklub" stiftet. I den nye klub blev Horand, der var barnebarn af Greif, registreret sin verdens første registrerede Tysk Schæfer.

Den første hvide schæfer i Amerika var født i Tyskland den 12. juli 1905 og kom til Amerika i 1906 hundens navn var Mira von Dalmore.
Omkring år 1912 var racens udbredelse i Amerika blev stor, da der var kommet nye beundre til af racen. Den ene beundre var Benjamin H. Throop, han kom fra Pennsylvania og den anden var Ann Tracy fra New York. Som begge havde stor indflydelse i organisationen af den Tyske Schæfer Klub i Amerika i 1913.

På grund af deres hvide farve har den hvide schæfer været brugt som en god hyrde, da ulvene ikke kunne skelne den hvide schæfer fra fårene og derfor reddede den mange får fra de angribende dyr. Der er også nogle fortællinger der siger at den hvide schæfer var populær fordi den kunne skjule sig i fåreflokken som værn mod tyve og røvere.

Max E. von Stephanitz arbejdede hårdt med at forbedre schæferen, han var ligeglad med hvilken farve den havde, det vigtige var at den kunne udføre et godt stykke arbejde.
Forfatteren Winifred Gibson Strickland lavede et interview til hans bog "The German Sherpherd Today" med Herta von Stephanitz, som var datter af Max, hun fortalte hvorfor Max gav op. Nazisterne var mere fokuseret på schæferens ydre end hvad dens funktion var. Max havde hele tiden haft den store drøm om at avle en god arbejdshund, men dette var Nazisterne ligeglad med og da mange af medlemmerne i den tyske klub for schæferhunden SV var nazister blev Max’s drøm ødelagt. Nazisterne begyndte at avle schæfere som de synes var rigtigst og de truede Max med koncentrationslejr hvis han ikke samarbejdede. Efter 36 års arbejde i SV gav han op. Han døde et år senere den 22. april 1936.
Nazisterne, inklusiv Hitler, så den hvide pels som en fejl og ville derfor helst at schæfere havde en mørk pels. Dette medførte at der begyndte en hetz mod den Tyske Hvide Schæferhund, hvor opdrættere brugte skyde-/drukne-metoden for at nå den endelige løsning på problemet, så den hvide schæfer kunne blive udslettet.
Ved slutningen af 2. verdenskrig var der relativt få gode Tyske Schæferhunde tilbage i Tyskland. De bedste hunde blev primært opdrættet i USA. I den periode begyndte mange fordomme at rodfæste sig mod den hvide schæfer.

Den 9. april 1968 valgte Den Tyske Schæferhundeklub i Amerika at diskvalificere den hvide schæfer fra deres standard. Det var første gang, siden klubben stiftelse i 1913, at en renavlet hvid schæfer blev diskvalificeret udelukkende på grund af dens farve.
Nogle forsøgte endda at få AKC til at fjerne alle hvide schæfere fra deres arkiver og ødelægge deres stamtavler samt nægte at stambogføre nye hvide schæfere. Disse planer mislykkedes og i dag registreres alle Tyske Schæferhunde, uanset farve, hvis begge forældre er registret som racerene.

I protest mod de øgede fordomme mod den hvide schæfer i Tyskland organiserede tilhængere af Hvide Tyske Schæferhunde sig op gennem 1960’erne og i 1969 stiftede de den første klub for de hvide i Sacramento.

I 1970 udkom den første bog om den hvide schæfer "The Invincible white shepherd", der er skrevet af Dr. Peter Neufled.
I bogen skriver Dr. Peter Neufled blandt andet, at den eneste samlede indsats for at fremavle en linie af rene hvide schæfere før 1900, var i Alasce-Lorraine i Østrig hos den magtfulde Hapsburgerske kongefamilie, hvis autokrate indflydelse i Europa indtil 1900-tallet var overalt. Historien fortæller at dronningerne af Hapsburg ønskede Hvide Schæferhunde, der passede godt til deres hvide Lipizzaner heste, som trak de kongelige kareter, ligesom den hvide pels passede godt til de kongelige hvide balkjoler.
Mange Amerikanske Hvide Schæferhunde kan i dag spore deres forfædres stamtavler tilbage, ikke kun til Horand, men også til Hapsburgs syv rene blodlinier.

I Amerika blev den første Hvide Schæferhundeklub stiftet i 1971, og i 1973 blev der oprettet en filial af klubben i Canada indtil Canada stiftede sin egen klub i 1976.

Den første hvide schæfer som blev registreret i Danmark var Duchess Rabecca of Malae som kom fra Hawaii.
I de første fem år var der ingen forening for den hvide schæfer i Danmark, men i 1979 blev Hvid Schæferhundeklub stiftet. På daværende tidspunkt var der kun registreret 22 hvide schæfere i Danmark.
Mindre end 10 år efter den første hvide schæfer var kommet til Danmark opstod der en ny klub "Hvid schæferhunde registrering", hvor Ole Riberholt var formand gennem flere år. Ole Riberholt var den første danske opdrætter af Hvide Schæfere, han importerede 14 hvide schæfere fra forskellige steder i Canada, og var derved med til at sikre nye blodlinie i avlen af de hvide schæfere.
I 1985 havde UCI generalforsamling i Bruxelles, hvor der blev godkendt dem fælles standard for den Hvide Schæfer. I Danmark kunne Danske Hundeejeres Landsforening (DHL) nu officielt bedømme racen efter en international standard for Amerikansk/Canadisk (A/C) Hvid Schæfer.
I 1997 fik Hvid schæfer navnet Hvid Hyrdehund i FCI og Dansk Kennel Klub (DKK).
Racen blev den 1. januar 2003 godkendt af FCI, og skiftede samtidig navn til Hvid Schweizisk Hyrdehund. Den nye race blev i 2003 foreløbig anerkendt i FCI, men i de første 3 generationer kan hunden ikke erhverve internationale championater i DKK.

Den 25. januar 2003 blev Dansk Hvid Schæferhundeklub (DHSK) stiftet i Ebeltoft, som en specialklub tilknyttet DHL og UCI.
Der er i DHSK arbejdet ihærdigt på at fremme og videreudvikle avlsreglerne så der også i fremtiden sikres der avles gode sunde og racetypiske Hvide Schæfere.
Den 22. april 2003 godkendte bestyrelsen i DHL at kort- og langpelsede hvide schæfere skulle bedømmes hver for sig i de forskellige klasser på skuer og udstillinger. Samme regler blev indført i Den Danske Hundeforening (DDH).

De forskellige navne på samme race er besynderligt og kan virke forvirrende.
Racen har følgende navne:
Navnet Hvid Schweizisk Hyrdehund anvendes hvis hunden er stambogsført i DKK.
I alle andre klubber i Danmark hedder racen Hvid Schæfer.

I dag er der nu stiftet en ny klub for de hvide schæfere; Klubben for Danske Schæfere (KFDS).

Til toppen