Tilbage   

                          Tilbage til forsiden                                                                                         beleza.dk © 2008 

Den svære tid med Andi’s sygdom

Spurgte jeg Mikael om han ville med op på marken for at se, hvor dygtig Andi var blevet med sin lydighedstræning. Jeg var rigtig stolt over Andi den aften. Han gik et flot spor, lydighedstræning i snor og fri ved fod, sideøvelse og en perfekt dækøvelse med indkald. Han var i super godt humør. Andi’s vægt var den dag 29 kg.

var en arbejdsdag som alle andre, hvor jeg glædede mig til at få fri så jeg kunne skynde mig hjem til Andi.

Da jeg trådte ind ad døren var der meget tynd afføring flere steder i stuen og en del opkast, hvilket er meget usædvanlig. Andi havde været renlig længe.

Andi tog den dag ikke imod mig med samme glæde som ellers, men virkede meget mut. Jeg tænkte, at et måltid mad, som ellers er dagens højdepunkt måtte gøre underværker, det havde underligt nok slet ingen interesse. Så prøvede vi at gå en tur for at se om det kunne hjælpe lidt på hans humør, desværre uden resultat. Denne gåtur fortrød jeg senere på dagen.

Kl. 17 ændrede Andi’s opførsel sig markant, han begyndte at savle rigtig meget, gå hvileløs rundt og peb, prøvede at ligge sig ned for at finde ro, men det blev kun værre. Til sidst gik han rundt og skreg af smerte, og begyndte at søge væk fra os. Denne adfærd bekymrede os virkelig meget.

Vi ringede til vores dyrlæge, men han havde ferie. Så prøvede vi dyrlægevagten, og fik også fat en meget flink dame, som kunne fortælle os, hun slet ikke havde vagten hos de små dyr denne aften. Hun ville dog prøve at få fat i den vagthavende dyrlæge for os, lykkes det ikke ville hun selv kigge på Andi, men hun havde lige en hest med overskåret tunge, som kom i første række.

Panikken begyndte nu at brede sig hos Mikael og jeg. Desperate begyndte vi at søge på nettet og ringe til samtlige dyrlæger i omegnen, med det resultat vi, hver gang blev henvist til det samme vagtnummer.

Til sidst besluttede vi os for at ringe til Vejle, her var en dyrlæge, som kunne kigge på Andi og mente det ca. ville komme til at koste 1000,- kontant.

I bilen ringede jeg til den første rare dyrlæge for at sige vi havde fundet en anden løsning, denne gang var det dog den "rigtige" vagthavende dyrlæge som tog telefonen.

Jeg fortalte ham om vores oplevelser omkring Andi og han Gustaf Valentiner-Branth svarede, at det sikkert var en meget grim mavepine, men at vi selvfølgelig skulle komme over til ham.

Vi kørte ind på Bygholm dyrehospital kl.18 og kom til med det samme. Andi blev undersøgt meget grundig og Valentiner bemærkede en bule på maven oppe under lysken, han tog også Andi’s temperatur, som viste 39.

Vi fik at vide at, hvis det var maveonde ville han ikke have en så høj temperatur, vi blev også spurgt om Andi var blevet vaccineret som han skulle, om appetit, afføring osv. Valentiner fortalte os han var bekymret for der evt. var en indkrænkning på tarmen (tarmslyng) og ville gerne scanne Andi.

Bekymringen viste sig at være begrundet og krævede en operation. Hvis han opererede med det samme vil det med stor sandsynlighed ikke være særlig kompliceret, for så kunne tarmene sikkert bare trækkes fra hinanden men, ventede vi og så tiden an til onsdag kunne vi risikere tarmene var groet sammen og så vil oprationen blive meget kompliceret. Vi spurgte forsigtig til prisen og fik at vide han ikke kunne sige det helt præcist men det ville blive meget dyrt ca.10.000.

Valget var ikke så svær, så der blev ringet efter en sygeplejerske, som selvfølgelig skulle bruge lidt tid til at komme der over. I mellemtiden sad vi ude i venteværelset, Mikael på en stol, jeg sad på gulvet sammen med Andi og så nedtrykt på, hvor meget savl der rendte ud af munden på ham og prøvede at berolige ham, hver gang han fik en slem mavekrampe. Da Valentiner og sygeplejersken kom, sagde han: "Se, hvis det bare er maveonde så vil han ikke ligge på den måde", og hun nikkede.

Valentiner ville ringe til os så snart operationen var overstået, han løftede Andi op på sine skulder, hvor han næsten livløs hang med forbenene ned langs ryggen på Valentiner og med savl rendende ud af munden.

Vi kørte fra dyrehospitalet kl. 20.30.

Ventetiden var ulidelig men blev brugt på, at ringe til familien, som medfølende ønskede alt godt for Andi vi måtte endelig også love at ringe når vi viste noget mere.

Da Andi kom hjem til os som 9 uger gammen hvalp fortalte jeg Mikael om det smarte ved, at tegne en sygeforsikring på sin hund, hvilket vi jo ikke havde fået gjort, ingen regner med at en hvalp på 5 mdr. bliver så syg. Så papirerne fra forsikringsselskabet blev fundet frem underskrevet og sendt.

Kl. 22 ringede telefonen endelig med den gode nyhed, at operationen var vel overstået og tarmene stille var blevet trukket fra hinanden, men der havde været en voldsom betændelsestilstand ved lymfekirtlerne, som havde været med til at starte tarmslyngen.

Spørgsmålet var så om det var noget Andi havde fået at spise eller en virus, der havde startet infektionen. Jeg aftalte med Valentiner, at ringe til ham onsdag eftermiddag.

I telefonen fik jeg at vide Andi var i strålende humør og havde spist sin mad, men de ville gerne beholde ham til torsdag for at være helt sikker på der ikke opstod komplikationer. Som jeg havde oplevet Andi tirsdag aften var jeg nu også mest tryg ved han blev der en dag mere.

Ringede jeg om formiddagen for at høre om alt gik som planlagt? Heldigvis var svaret: "Andi må komme hjem i dag." Jeg kunne slet ikke komme hurtig nok fra arbejdet og må have lignet en glad julegris da jeg trådte ind i receptionen. Valentiner og jeg gik ned til hundeboksen, hvor jeg mødte en meget livlig og glad Andi, dog nåede jeg lige at registrere at maden i skålen ikke var blevet spist.

Vi gik ind i konsultationen, hvor jeg fik en sæk diætfoder og penicillin udleveret, pillerne skulle han have 1 af 2 gange om dagen og så forventede Valentiner, at afføringen ville være helt normal om et par dage. Da vi kørte hjem følte jeg en lettelse i kroppen over det hele var vel overstået.

Vi havde været hjemme ca. 15 min. og Andi gjorde nu tegn til at ville ud. Det så ud som han skulle af med afføring, men blev meget urolig, peb og lagde sig ned, han prøvede nogle gange at komme af med afføringen, hver gang måtte han opgive fordi det gjorde ondt. Nu blev følelserne igen sat på en prøve og straks ringede jeg til Valentiner, som bad mig komme over.

Undersøgelsen viste ikke, der var noget galt, men Andi’s tarm var nok lidt øm så han fik en stikpille, som skulle hjælpe ham med afføringen, jeg fik også nogle stikpiller med hjem som skulle gives 2 gange om dagen og aftalte med Valentiner, at vi skulle komme et smut forbi fredag.

Endelig kom vi hjem igen, men nu havde stikpille bare den bivirkning, at afføringen løb ud af Andi så hans pels, hverken lugtede eller så ret godt ud. Jeg kunne se Andi var meget flov, så jeg prøvede at vaske det værste af ham. Han blev tilbudt noget mad, men ville ikke spise, jeg sagde til mig selv det nok havde været en hård omgang og appetitten nok skulle komme senere på dagen. Andi spiste ingenting torsdag, men kastede op flere gange og havde en tynd og vandet blodig afføring.

Inden jeg skulle på arbejde blev Andi tilbudt mad, men han ville stadig ikke spise noget, han fik bare sin penicillin pille. Der gik ikke mere end 10 min. så skulle han ud og kaste op, og så følte jeg igen det hele var lidt håbløst, hvad hjælper det at give Andi penicillin når han bare kaster det hele op igen, og får pillerne ikke lov til at virke vil betændelsen, som startede hele jo aldrig forsvinde.

Om eftermiddagen tog jeg Andi med over til dyrlægen, køreturen var også noget jeg helst ville undgå for Andi blev hurtig køresyg og kastede op både på turen derover og hjem, men det var selvfølgelig nødvendig.

Valentiner mærkede på Andi’s mave og alt føltes helt normalt, men for at være helt sikker blev han scannet og det viste også alt var som det skulle være. For at undgå Andi kastede sin penicillin op, blev det nu givet i indsprøjtning, som havde 24 timers virkning og en indsprøjtning som var kvalmestillende, dette kunne måske hjælpe på appetitten.

Valentiner fortalte mig at Andi virkede lidt dehydreret og spurgte mig om han fik nok vand? Jeg syntes ikke helt Andi drak de mængder han burde, så der blev lagt et drop og Andi fik tilført 1 liter væske.

Dagen efter Andi var blevet opereret havde han spist noget vådkost, så jeg bad om at få noget med hjem i håb om det kunne fange Andi’s interesse for mad.

Nu var jeg også lidt bekymret for, hvordan weekenden skulle gå og hvad jeg skulle stille op hvis Andi fik det værre, da Valentiner så fortalte mig han slet ikke var på klinikken lørdag fik jeg en lille klump i halsen. Jeg blev dog hurtig beroliget for Valentiner gav mig sit mobilnummer og sagde jeg bare skulle ringe til ham, hvis der var ændringer i Andi’s tilstand. Han skrev mig også op til en tid hos sin kollega Jeanette lørdag. Fortalte han var på klinikken søndag og gerne ville have jeg kom over med Andi kl. 9.45.

Om fredagen spiste Andi stadig ikke noget og vi prøvede flere gange at lokke bare et lille stykke hundefoder i ham eller en af hans ynglings godbidder, men han vente bare hovedet væk og så forlegen ud, dåsemaden ville han heller ikke have. Han kastede ikke op mere den dag, men afføringen var stadig vandet.

Vi kørte over til dyrehospitalet kl. 9 og kunne fortælle Jeannette, at der ikke var ændringer hos Andi.

Stadig ingen mad, for lidt at drikke og alt for tynd afføring, dog ingen opkast. Jeannette gav Andi drop og undersøgte maven, som føltes helt normal.

Jeg var bekymret over han stadig ikke spiste noget for når han bare drak vand fik han jo ingen energi. Vi fik noget Zoolack med hjem en slags pasta, som er med til at opretholde tarmfloraen den skulle vi give han 3 gange om dagen, penicillinen og kvalmestillende fik han også lørdag i form af indsprøjtninger. Jeannette gav os nogle breve med pulver, som skulle blandes op med ½ liter vand, pulveret var en elektrolyt blanding, som skulle være med til at give Andi lidt energi.

Andi spiste heller ikke noget hele lørdag. Om aftenen sagde jeg til Mikael: "Jeg spørger Valentiner i morgen, om han tror Andi bliver rask for, hvis det kun går den forkerte vej så er det bedst for Andi vi stopper nu."

Den nat pustede vi luftmadrassen op og sov nede i stuen hos Andi.

Kl. 9.45 havde vi en aftale med Valentiner, som jeg kunne fortælle Andi ikke spiste endnu og afføringen stadig var alt for tynd. Valentiner valgte at scanne igen, og alt så fint ud. Efter vi fik elektrolyt pulveret udleveret kunne jeg bedre holde øje med, hvor meget vand Andi drak og kunne fortælle han kun havde drukket ½ liter det sidste døgn.

Der blev givet drop igen, penicillin i indsprøjtning og stikpillerne vi fik udleveret fredag mod afhjælpning af afføringen skulle vi stadig give ham, samt pastaen.

Fra mandag morgen skulle vi begynde at give Andi penicillin selv i pilleform 2 gange daglig. Jeg spurgte Valentiner om Andi nogen sinde blev rask for jeg måtte nok indrømme det efterhånden var rigtig hårdt, at se han blev ved med at tabe sig og faktisk ikke havde spist siden onsdag morgen. Valentiner svarede at, hvis han sammenlignede Andi med hunde som havde parrevirus og var mere dødssyge end Andi, så oplevede han ofte at de efter 6-7 dage var meget svækket og nok ikke ville overleve til dagen efter, men så på 8. dagen for de rundt og spiste som om intet var galt. Valentiner var på det tidspunkt slet ikke bekymret for Andi, dog skulle Andi helst begynde at spise tirsdag, altså en uge efter operationen.

Jeg aftalte en ny tid til mandag.

Hjemme prøvede vi det meste af dagen og tilbyde Andi mad både dåsemaden, tørkost og tørkost opløst i vand men han vidste slet ingen interesse for mad.

Søndag aften gik døren pludselig op og ind kom min far, uden at hilse på Mikael og jeg havde han kurs direkte mod Andi, som lå på tæppet under trappen, far kravlede ind til Andi og snakkede med ham længe inden han rejste sig op og hilste på os. Jeg kunne se bekymringen i fars øjne, hvorefter jeg sagde at lige meget hvad vi tilbød Andi ville han stadig ikke spise.

En halv time efter gik døren atter op og ind kom min svigerfar, som alle andre også var voldsom bekymret, svigerfar havde kogt noget kylling og mens det stadig var lun og duftede dejligt ville han køre ned og tilbyde Andi noget. Andi virkede meget interesseret i skålen med låg på, men jeg tvivlede dog på han ville spise noget, svigerfar tog et stykke kylling frem og da Andi tog imod kyllingen fik jeg en stor klump i halsen, Mikael overtog skålen og da han fik Andi til at spise 4 små stykker kylling var jeg ved at græde. Godt nok var det kun 4 små stykker men nu var der endelig håb, et håb jeg havde ventet på længe.

Ville Andi ingen ting have at spise inden jeg tog på arbejde. Jeg havde ellers håbet på at kyllingen var for fristende til at lade være.

Det var rigtig hårdt, at skulle forlade Andi den morgen for at tage på arbejde, men jeg havde taget dyrlæge regningen med og besluttet mig for at snakke med min arbejdsgiver så snart det var muligt, for at høre om jeg måtte holde en halv feriefridag og evt. en halv til en hel feriefridag tirsdag alt efter, hvad Valentiner havde at sige mandag eftermiddag. Jeg fik at vide det selvfølgelig ikke var noget problem.

Det var dejligt jeg kunne køre hjem til Andi, også selv om det ikke var så hyggeligt at kommer ind ad døren til afføring over det hele.

Andi lå det meste af tiden på luftmadrassen, som stadig var nede i stuen, jeg tror han følte sig mest tryg der, hvor han kunne lugte Mikael og jeg. Jeg tog en skål med kylling, satte mig ind ved siden af Andi og fik ham til at spise mange stykker, men skulle også passe på han ikke fik for meget mad på en gang.

Vi kørte over til Valentiner kl. 15.45, hvor jeg glædelig kunne fortælle, at Andi var begyndt at spise lidt kylling. Valentiner svarede: "Jeg sagde jo, Andi sikkert ville begynde, at spise inden der var gået 8 dage" og han virkede virkelig glad over den gode nyhed. Andi blev scannet endnu en gang, alt var fint.

Så fik han drop og vi aftalte en ny tid til tirsdag.

Vi ringede til svigerfar for at høre om han havde lyst til at koge lidt mere kylling, for det var bestemt et hit og hvis Andi blev ved med at vise den samme interesse for maden, så ville der snart ikke være mere tilbage.

Andi blev tilbudt kylling flere gange som han spiste, om natten vågnede jeg ved Andi’s halsbånd raslede mod skålen, han var sulten.

Var jeg hjemme hos Andi hele dagen, hvor jeg flere gange fik ham til at spise. Jeg prøvede også at snyde ham ved, at blande lidt opløst tørkost i kyllingen, han spiste det men var ikke vild begejstret.

Vi kørte over til Valentiner kl. 15, hvor Andi igen blev scannet og fik drop. Valentiner var stadig lidt bekymret over Andi’s afføring ikke var blevet normal endnu, så vi skulle endelig blive ved med at give ham pastaen 3 gange om dagen, som skulle hjælpe på tarmfloraen.

Vi aftalte en tid til fredag…

Skulle jeg desværre på arbejde igen, men havde aftalt med far, han skulle køre ind til Andi mindst en gang i løbet af dagen for, at tjekke om han have det godt, spist osv.

Inden jeg tog på arbejde fik Andi sin pille og pasta, men var ikke i humør til at spise den kylling jeg tilbød ham.

Da far havde været inde hos Andi ringede han for, at fortælle, Andi ikke selv havde spist noget mad, men det var lykkes far med en del lokken, at får Andi til, at spise lidt.

Om eftermiddagen da jeg kom hjem, havde Andi slet ikke lyst til nogen former for mad, afføringen var stadig alt for tynd og lugtede grimt.

Med Andi's nu også manglende interesse for kylling, var jeg ved at nå det punkt, hvor alt føltes helt umuligt. Hvad skulle jeg nu finde på at give ham? Jo ikke hvad som helst da jeg ikke ønskede at gøre maven værre, men på den anden side så måtte lidt også være bedre end ingenting, tankerne var mange.

Til sidst besluttede jeg mig for, at tilbyde ham lidt leverpostej, som han til min store glæde guffede i sig.

Den aften gik vi i seng med endnu et håb om, det hele nok skulle blive godt.

Endnu en sej arbejdsdag skulle overstås, og stadig samme aftale med far. Torsdag lignede meget onsdag.

Dog fik jeg Andi til at spise lidt opløst tørkost med leverpostej. Det var rigtig skønt, en utrolig lettelse.

Om morgenen var der ingen appetit, Andi lå bare på luftmadrassen og så ud som om han ønskede, jeg ville lade ham være så han kunne sove i fred og ro.

Inden arbejde puttede jeg mig ved siden af Andi, gav ham et forsigtig knus og fortalte, hvor meget jeg elskede ham. Det var hårdt endnu engang, at skulle forlade ham.

Om eftermiddagen havde vi en tid hos Valentiner kl. 15.

Det havde jo været rart, hvis vi kunne komme der over med gode nyheder, men kunne i stedet fortælle om glæden ved, at Andi havde spist lidt leverpostej og skuffelsen over, at se det ikke havde nogen interesse mere.

Afføringen var stadig tynd, blodig og ildelugtende, så Valentiner besluttede sig for, at give Andi Imodium som et forsøg på at stoppe diareen. Andi blev scannet, alt så meget fint ud og han fik 1 liter væske i drop.

Valentiner forslog, vi skulle prøve at koge noget lyst fisk eller tilbyde Andi lyst kød de næste par dage, og så aftalte vi en ny tid til mandag. På det tidspunkt undrede jeg mig meget over Valentiner tog det så roligt, han virkede slet ikke bekymret over forløbet.

Det beroligede mig også, jeg havde Valentiner's nummer, så jeg hele weekenden ville kunne komme i kontakt med ham.

Vi sov stadig nede i stuen hos Andi, hvilket gav os en stor tryghed ved hele tiden at være i nærheden af ham, hvis han havde brug for os. Vi følte også, at Andi havde det bedst med, vi var lige i nærheden.

Om morgenen kørte Mikael til fiskehandleren, mens jeg tvang pasta, penicillin og Imodium i Andi.

Over middag tilbød vi ham fisken som Mikael havde kogt, det var ikke den store succes men vi fik alligevel en smule i ham.

Hele lørdag virkede Andi utrolig træt på det tidspunkt havde han stort set ikke fået noget, at spise i 11 dage, vægten var efterhånden nede på et minimum, og den tanke at man kan holde liv i sin hund længe bare ved at sørge for den får væske nok via drop var ikke rar.

Flere gange snakkede vi om, hvorvidt alt det her var for Andi's skyld eller for vores? Men vi blev enige om, at så længe dyrlægen mente der var håb var vi villige til at blive ved, nu var vi jo efterhånden også så langt i forløbet at lige meget hvad resultatet måtte blive ville vi kæmpe for Andi til det sidste.-

Var der stadig ingen ændringer i Andi's tilstand. Det er umuligt, at beskrive, hvor hårdt det var, at se han bare lagde og sov hele dagen fordi han var for, afkræftet til at gøre andet.

Spørgsmålet om for, hvis skyld alt det her egentlig var kom igen op flere gange i løbet at dagen. Andre spørgsmål trængte sig på… Kunne man måske give Andi mad ved hjælp af en sprøjte for, at være sikker på han fik noget at spise og, hvorfor var det ikke blevet foreslået endnu?

Far kom forbi søndag aften, flere gange gav han udtryk for at, hvis det havde været ham var han nok kommet til det punkt, hvor han ville stoppe. Det var slet ikke rart at høre på, for et eller andet sted kunne det jo være han havde ret. På nuværende tidspunkt havde vi besluttet os for at høre, hvad Valentiner mente om det hele når vi skulle der over mandag.

Et par timer inden vi skulle i seng søndag begyndte jeg at få det meget dårlig og var bange for jeg skulle til at være syg.

Vågnede jeg op om morgenen med influenza symptomer og måtte starte dagen med, at melde mig syg. Der var stadig ingen ændringer med Andi.

Hvornår vi skulle til dyrlægen den dag, husker jeg ikke, men det har sikkert været om eftermiddagen. Jeg brugte tiden inden vi skulle til dyrlæge med at give Andi en pille kl. 5.30 pasta til at opretholde tarmfloraen kl.6.20 og igen 14.20. Resten af tiden lå vi bare og puttede sammen på luftmadrassen.

Da vi kom over til Valentiner kunne jeg begynde at spore en smule bekymring for Andi's tilstand og, at der stadig var vandet blodig afføring var heller ikke gode nyheder. Valentiner scannede igen Andi og gav ham drop, hvilket efterhånden var meget svært da det næsten var umuligt at finde en blodåre. Valentiner mente nu, det var på tide Andi skulle have mad og at vi bedst klarede den opgave med tvangsfodring 6 gange om dagen med en sprøjte.

Det var både med glæde og bekymring jeg kørte hjem den dag. Mange spørgsmål trængte sig igen på, bl.a. hvad nu hvis det ikke hjælper? Hvor længe skal vi så blive ved med det her? Og en smule glæde over at vide Andi efter 13 dage uden mad, endelig fik noget at spise og måske mere energi.

Fordi jeg selv var blevet syg, ventede jeg med at fodre Andi til Mikael kom hjem. Vi kom den purerede dåsemad i sprøjten og hjalp hinanden på bedste vis med at få det givet til Andi. Det var bestemt ikke nogen nem opgave, for selv om han efterhånden var meget afkræftet, lykkes det ham at stritte rigtig meget imod, så det meste af maden endte i pelsen, på gulvet, skabslågerne og vores tøj.

At skulle fodre ham på den måde var utrolig hårdt, ikke mindst fordi vi var nød til at tvinge maden i ham og se på, at Andi på ingen måde brød sig om hverken smagen eller, at skulle blive behandlet på den måde.

Oven på alle de anstrengelser følte jeg en form for afmagt, var det sådan vi skulle gøre hver gang bare for at se hvor skidt Andi havde med at skulle spise på den måde? Og så rengøringen af hundemad, som flød ud over det hele, hvorfor var det ikke endt i Andi's mave?

Da Andi skulle fodres om aftenen havde vi samme kamp, som sluttede brat fordi Andi skulle kaste op. Med gråd i stemmen spurgte jeg Mikael: "Hvad nytter det, at tvangsfodre ham når han bare kaster det hele op igen?" Mikael var lige så ked af det og kunne selvfølgelig ikke svare på mit spørgsmål.

Så snart dyrlægen åbnede, ringede jeg, på det tidspunkt var jeg dybt frustreret og kunne efterhånden ikke se nogen løsning på problemet.

Valentiner bad mig komme over med det samme, så Andi kunne få drop og blive scannet, tarmene så stadig fine ud på billederne. Valentiner fortalte, at grunden til Andi kastede op var fordi, tarmene ikke helt var klar til at fordøje maden, det lå og rådnede og gav så opkastproblemer.

Vi fik noget pulver med hjem som skulle strøs over maden en ½ time inden fodringen, pulverets virkning var at forberede maden til tarmene, så det var fordøjet på forhånd.

Nu var det efterhånden en noget kompliceret sag vi var ude i. Pasta 3 gange om dagen, penicillin 2 gange om dagen, Imodium 3 gange om dagen og pulveret som skulle strøs ud over maden ½ time før Andi skulle spise 6 gange om dagen. Dyrlæge besøgene med scanning og drop var også blevet en del af den daglige rutine. Vi fik ingen ny tid, aftalte bare, at jeg skulle ringe. Pulveret til fordøjelse af maden virkede efter hensigten. Maden blev i maven, så igen var der et lille nyt håb, selv om afføringen kom ud i lange blodige ildelugtende stråler.

Det lykkedes mig den dag, at give Andi mad 6 gange uden kan kastede op.

Fik jeg også maden i ham alle gangene uden opkast og fodret ham med hele medicinskabet. Selv om Andi nu fik mad ved hjælp af sprøjte, blev han alligevel mere og mere afkræftet. Tvangsfodringen havde ikke den effekt jeg havde håbet på. Og her bagefter tør jeg godt indrømme, jeg på det tidspunkt var begyndt, at tage en stille afsked med Andi. Dagene tilbragte han udelukkende på luftmadrassen i stuen og sov det meste af tiden. Knoglerne stak ud alle steder og han var ikke længere min lille lækre bløde hundehvalp.

Hele onsdag virkede Andi meget svækket og sov mere end de andre dage. Han blev fodret mens han lå på madrassen, det var bestemt ikke dagens højdepunkt, nu var han bare blevet alt for svækket til at gøre modstand.

Om aftenen blev Andi’s tilstand værre, normalt når jeg nussede ham ville han åbne øjnene og kigge på mig, nu lå han bare helt livløs og bemærkede slet ikke jeg rørte ved ham. Panikken ramte mig igen og tankerne fløj gennem hovedet på mig. Var min lille hund efterhånden blevet udsat for så meget, at kroppen var ved at gi op? Selv om jeg længe havde været klar over, at den dag snart måtte komme var jeg på ingen måder klar til at slippe ham.

Jeg løftede ham op, lagde ham mellem mine ben og prøvede, at vække ham mens tårerne trillede ned af kinderne på mig. Efter et lang stykke tid (ja sådan føltes det) fik jeg ham vækket. Jeg skreg til Mikael: "Vi bliver bare nød til, at gøre noget nu og det skal gå stærkt for jeg tro Andi er ved, at gi op."

Vi fik ringet privat til Valentiner og han bad os komme hjem til ham med det samme.

Andi hang bare som en slap klud i mine arme da jeg bar ham ud i bilen, og jeg tænkte han ikke ville overleve hele turen igennem byen op til dyrlægen. Vi måtte da også gøre to holdt på vejen der op fordi Andi skulle kaste op.

Valentiner havde allerede planlagt, hvad der skulle ske med Andi. Han ville give ham en sprøjte med noget i. Hvad det var, havde jeg slet ikke tænkt på, at spørge om, det eneste jeg tænkte på var, at Andi bare ikke måtte dø.

Nu gik det da bare rigtig godt for Valentiner kunne ikke få medicinen ud af flasken, låget var gået i stykker, så nålen ikke kunne komme der ned.

Vi blev bedt om, at køre bag efter ham ned til klinikken (som lagde i den anden ende af byen), så han kunne give Andi den ønskede medicin.

På klinikken var Valentiner den rolige støtte man i sådan en situation har brug for og han arbejde utrolig professionelt som altid. Valentiner sagde: "Nu går det bare ikke længere, vi skal se at få sparket gang i de lymfekirtler og det gør vi med en kæmpe stor dosis binyrebarkhormon. I morgen skal i komme igen, så han kan få en ny dosis."

Jeg spurgte forsigtig om han selv troede på Andi stadig ville være her i morgen for jeg havde mine tvivl. Valentiner kunne selvfølgelig ikke skjule sin bekymring, men beroligede os med, han havde en tro på binyrebarkhormonet nok skulle hjælpe. Inden vi kørte blev Andi igen scannet og fik drop.

Andi fik sin mad og medicin på sammen, for hans mor smertende, måde som om onsdagen. Han var nemmere, at få kontakt med og fulgte lidt mere med i, hvad der skete omkring ham. Et spinkelt håb om det nok skulle bliver godt. Vi tog til dyrlægen, hvor Andi igen fik drop og binyrebarkhormon, men blev ikke scannet den dag.

Efter en lang snak med Valentiner blev jeg klar over tiden var ved, at løbe fra os. Andi skulle meget gerne vise en bedring inden fredag.

Vi aftalte en tid til fredag eftermiddag kl. 14.15. Den dag kørte jeg fra dyrlægen med en stor klump i halsen og følte mig meget magtesløs. Havde vi taget de rigtige valg, var det for vores skyld eller for Andi, kunne vi have gjort tingene anderledes, hvis han overlevede alt det her, kunne han så blive syg igen? Vi havde jo aldrig fundet ud af om det var noget Andi havde spist, eller om det var en virus han var blevet så syg af. Ja, spørgsmålene var mange.

Flere gange gennem Andi’s sygdomsforløb havde jeg kontakt til den kennel, hvor vi købte ham. De fulgte bekymret med i hele forløbet, spurgte rundt omkring for, at høre om andre havde oplevet noget lignende med deres hunde. Desværre ingen hjælp, at hente og ingen positive svar.

Kennelejeren ringede til mig torsdag, hvor jeg kunne meddele dem, at håbet for en lykkelig udgang var meget lille. Hun fortalte mig, at det selvfølgelig var en ringe trøst men hende og manden var blevet enige om, at hvis Andi ikke overlevede, ville de tilbyde os en gratis hvalp fra deres næste kuld.

På det tidspunkt tænkte jeg, at ingen ny hund ville kunne erstatte Andi, vi ville nok heller ikke have modet til, at skulle have lille en hvalp de første par år. Da jeg havde sundet mig lidt over samtalen tænkte jeg på, hvor stort det var af kennelen, at tilbyde os en anden hund, det var jo ikke deres skyld, at Andi var blevet syg.

Tanken om en anden hund, hvis Andi ikke overlevede, var nu lidt mere positiv. Den ville jo først blive født så den kunne flytte hjem til os om sommeren.

Tid nok til, at komme mig over den værste sorg, så jeg kunne give den nye hvalp alt den kærlighed Andi ikke nåede at få.

I dag er det 17 dage siden Andi blev syg, stadig ingen positive ændringer. Næsten ingen mad, men holdt i live ved hjælp af tvangsfodring, medicin og drop.

Er jeg en god hundeejer, hvad vil dyrlægen sige i dag?

Der var rigtig lang tid til 14.15. Andi fik sin medicin og mad, ungerne blev sendt i skole, jeg var stadig ikke selv blevet frisk, så jeg lagde mig på luftmadrassen sammen med Andi. Hver gang jeg skulle sove frygtede jeg Andi ikke var her mere når jeg vågnede, så det var en kamp for mig at falde i søvn. Hvis det værste skulle ske ville jeg jo gerne holde ham til det sidste og ikke bare ligge og sove.

Kl. 8.15 ringede telefonen. Det var Valentiner, som kunne fortælle mig, at han havde holdt et møde med de andre dyrlæger omkring hele forløbet. De var blevet enige om, at åbne Andi igen, for som han sagde en ting er, hvad vi kan se på scanningerne en anden ting er jo rent fysisk, at stå med tarmene i hånden, og han måtte ærligt indrømme de frygtede Andi havde fået endnu en tarmslyng.

Han fortalte, at det har ikke handlede om penge men om, at redde Andi, så det eneste de skulle have betaling for var udgifterne til medicinen under operationen og ikke andet. Jeg skulle også vide, det har nok var det sidste de kunne gøre for ham og, at de ikke kunne love mig han ville overleve, da han efterhånden var meget svag.

I øvrigt så de helst jeg kom med det sammen så de kunne komme i gang.

Med gråd i stemmen ringede jeg til Mikael og fortalte det måske var sidste gang han havde set Andi og jeg håbede det var ok han ikke nåede, at sige ordentlig farvel til ham.

Vi vidste jo begge at, hvis han ikke fik denne operation, så ville han under alle omstændigheder ikke overleve.

Over hos dyrlægen og inden vi kom ind i konsultationen satte jeg Andi op på vægten, han vejede nu 19,4 kg hvor han for 17 dage siden vejede 29 kg (en af brødrene fra kuldet var nu allerede nået en vægt på 32 kg).

Jeg afleverede Andi hos Valentiner, der var jo ikke så meget at snakke om, så jeg tog grædende afsked med Andi, hvis det nu var sidste gang jeg skulle se ham i live. Valentiner lovede selvfølgelig, at ringe så snart operationen var overstået.

Køreturen hjem og hvad jeg lavede til Valentiner ringede husker jeg ikke. Da telefonen ringede rystede jeg over hele kroppen og kunne næsten ikke sige mit navn. Operationen var gået som planlagt og de havde fået bekræftet deres mistanke om endnu en tarmslyng (indkrænkning). Denne gang var den så slem, at det havde været nødvendig, at amputere et stykke tarm. Andi var i live men Valentiner kunne stadig ikke love mig han ville overleve. Som Valentiner sagde: "Han er en rigtig sej lille gut og har kæmpet hårdt i mange dage, så om han har kræfter til, at kæmpe videre kan tiden kun vise."

Jeg fik, at vide de ville beholde ham weekenden over og jeg selvfølgelig var velkommen til, at kontakte plejepersonalet dagen efter for at høre, hvordan det gik med Andi. Vi måtte også gerne komme over for, at se ham, hvis vi havde lyst til det. Det var endnu en svær beslutning der skulle tages. Andi er en rigtig morhund og jeg var af den mening det bestemt ikke vil gavne ham eller gøre ham hurtigere rask, hvis jeg kom over til ham for så, at forlade ham igen. Jeg havde aftalt med plejepersonalet at, hvis Andi ikke overlevede, skulle de ringe så vi kunne komme over og tage den sidste afsked med ham.

Mine børn var hos deres far denne weekend og Mikael havde fået lov til, at låne en motorcykel af sin bror. Vi besluttede os for det ikke nyttede noget, at sidde her hjemme og have ondt af os selv. Så vi tog et smut til Hjarnø camping for at besøge mine forældre.

Der står ikke meget i min kalender i dag. Jeg ringede til dyrehospitalet om formiddagen, de kunne fortælle Andi stadig levede, men var træt og ikke ville spise noget. De havde forsøgt at lægge et drop i benet på ham og måtte opgive fordi de ikke kunne finde en blodåre, så de havde i stedet fundet et i nakken. Vi aftalte jeg ikke ringede før søndag, men at de selvfølgelig skulle kontakte mig, hvis der var nogle ændringer i Andi’s tilstand.

Mikael og jeg kørte resten af dagen rundt på motorcyklen. Vi var bl.a. i Silkeborg, hvor vi fik noget godt af spise og nød den smukke natur. Det var skønt med lidt forandring i hverdagen, hvilket vi begge trængte til.

Ringede jeg igen til plejepersonalet om formiddagen. Maden havde absolut ingen interesse, men han virkede mere frisk og glad. Dog fik jeg den besked, at Andi denne gang ikke kom hjem før han var begyndt, at spise selv.

Jeg blev bedt om, at ringe til dyrlægen om mandagen når de havde gået deres runde. Aftalen om de kontaktede mig, hvis der var ændringer havde vi stadig.

Selv om jeg var på arbejde havde jeg fået lov til at ringe så meget det var nødvendig for mig. Og kl. 9 prøvede jeg, at få kontakt til Valentiner. Han havde desværre ikke tid til, at komme til telefonen så de ville bede ham ringe til mig.

I dag undrer det mig, hvordan jeg overhovedet var i stand til at passe mit arbejde og helt uden fejl. Det er utrolig som kroppen nogle gange slår over og bare køre på rutinen. Set i bakspejlet også meget farligt.

Jeg gik selvfølgelig med et håb om Andi nok skulle klare den for ellers var han jo nok død inden for de første par døgn. Da telefonen ringede, var det med håb om gode nyheder. Umiddelbart virkede det som Andi nok skulle klare den, han var frisk nok til, at komme ud i deres løbegård og havde om formiddagen fået et bad, hvilket han havde nydt. Valentiner var bekymret over Andi stadig ikke viste interesse for sin mad og skulle tvangsfodres. Han sagde også de på ingen måder ville slippe Andi før han selv var begyndt, at spise så jeg fik ham altså ikke hjem i dag.

Selv om jeg havde en utrolig lyst til at køre over til Andi holdt jeg mig stadig væk. Jeg aftalte med Valentiner, at han kontaktede mig dagen efter.

Valentiner ringede over middag, han og kollegaerne havde igen holdt møde omkring Andi. Det havde været en gåde for dem, hvorfor han ikke ville spise når alt ellers så ud til at være ok. En af dyrlægerne var kommet med den tanke, at det kunne være Andi bare var rigtig træt af dåsemad så hendes forslag var, de prøvede at servere noget tørkost for ham. Andi havde kastet sig over maden og spist det hele så, hvis jeg havde lyst til at få min dejlige hund hjem, kunne jeg komme over om eftermiddagen.

Om jeg havde lyst? Jeg kunne da bare ikke komme hurtig nok hjem.

Mikael havde fået fri lidt før, så kl. 15 kørte vi ind på dyrehospitalet. Vi fik ikke lov til, at se Andi med det samme og det var måske også godt nok for ellers havde jeg nok ikke hørt efter, hvad Valentiner fortalte mig der skulle ske efterfølgende.

Andi blev sat på en diætkost og skulle fodres med dette til maven var helt i orden, pastaen til opretholdelsen af tarmfloraen og penicillin skulle vi også forsætte med.

Ellers kunne vi sådan set bare tage ham med hjem og vi skulle endelig ringe, hvis der opstod problemer. Valentiner ville gerne, hvis jeg lige ringede de næste par dage og kort fortalte hvordan det gik.

Så var det nu, vi gik ud bagved til løbegårdene, hvor Andi stod i den ene af dem. Han havde ikke set os, men så ud til at nyde solskinsvejret og så rigtig dejlig ud. Alt for tynd men stadig dejlig.

Da jeg første gang kaldte på ham reagerede han ikke, jeg prøvede igen og denne gang hylede og skreg han, hoppede op af hegnet og prøvede alt for, at komme ud til os. Det var en ubeskrivelig følelse, at se Andi så glad og godt tilpas igen. Selv om det kun var 21 dage siden Andi blev syg føltes det alligevel som evigheder siden jeg havde set ham sådan. For bare et par dage siden var der ingen, som havde troet på vi skulle komme til at opleve netop denne skønne solskinsdag med Andi.

Efter Andi kom hjem har vi efterfølgende været på dyrehospitalet fordi, Andi dengang han var indlagt blev smittet med kennelhoste, hvilket også krævede penicillin behandling. Vi var i en lang periode efter sygdommen bekymret for, om Andi evt. havde fået psykiske skader af så voldsom en sygdom. Selv i dag, hvis Andi giver et lille piv fra sig fordi, han får en helt normal mavekrampe kigger Mikael og jeg bekymret på hinanden, fordi mange af følelserne og bekymringerne omkring Andi kommer frem igen.

Andi er en stor flot dreng på snart 2 år. 68,5 cm. Og 40 kg. Han fungerer i dag som familie, udstillings og brugshund, uden de mindste tegn på psykiske men. Hele omgangen kostede os 25.000 og har været alle pengene værd.

Til toppen

Dagen før Andi blev syg

21. uger gammel

Her er jeg 10 dage efter min første operation, med et lille vægttab

Flere billeder fra mit sygdomsforløb.

Dagen før jeg blev opereret anden gang. Selv om jeg blev tvangsfodret 6 gange i døgnet vejer jeg her ca. 19,4kg.

Efter 2. operation var min vægt stadig nede på 19,4 kg. Min bror vejede ca. 32 kg.

Her er jeg 29 uger gammmel. Nu vejer jeg 27,2 kg og der er fuld knald på igen.

29.uger.

11,5 mdr.

14,5 mdr.

14,5.mdr.

14,5 mdr.

14,5 mdr.

Andi hygger i haven. 17 mdr.

18 mdr.

23,5 mdr.

2 år.

2 år.

2 år.

Lidt is hygge :o)

2,2 år

2,3 år.

2,4 år